| Chapter 88 |
2 | HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
|
3 | lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
|
4 | Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,
|
5 | jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
|
6 | kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
|
7 | Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
|
8 | tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela.
|
9 | Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
|
10 | mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
|
11 | Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela.
|
12 | Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
|
13 | Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
|
14 | Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
|
15 | Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
|
16 | Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
|
17 | din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
|
18 | som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
|
19 | Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
|